Kvinde med betalingskort ved PC

Fra 1. marts skal du betale gebyrer via ”Mit Betalingsoverblik”

17.02.22
Gebyrer og erstatninger skal fra 1. marts 2022 betales til Hedensted Kommune. Det betyder samtidig, at du ikke længere kan betale gebyrer og erstatninger på biblioteket.

Hvis du har udeståender med biblioteket, vil du fremover få en faktura fra Hedensted Kommune i din digitale postkasse. Der kan i nogle tilfælde gå nogle dage, før du modtager regningen.

Betaling kan fremover ske på følgende måder:

1. Via "Mit Betalingsoverblik"
Log in på ”mit Betalingsoverblik” med dit NemID/MitID. Du finder ”Mit Betalingsoverblik” på Hedensted Kommunes hjemmeside eller via linket på fakturaen.

Her finder du "MIT BETALINGSOVERBLIK"...

2. Via Netbank
Fakturaen kan betales via din netbank eller i din bank. Benyt læselinjen som du finder under betalingsinformation på fakturaen.

3. Med Mobilepay
Personalet på biblioteket kan sende dig en betalingsanmodning via MobilePay.

Hvis du er fritaget for digital post, får du en faktura med posten.

Vær opmærksom på, at Hedensted Kommune kan opkræve et rykkergebyr, hvis du ikke betaler din regning til tiden.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du altid henvende dig til personalet på biblioteket i den betjente åbningstid. Du kan også kontakte biblioteket på mail: hedenstedbib@hedensted.dk eller på tlf: 79741370.

 

Kan jeg betale gebyrer på biblioteket efter 1. marts 2022…?
Nej, det kan du ikke. Du skal betale via "Mit Betalingsoverblik" eller med et girokort i din netbank. På biblioteket hjælper vi gerne med at guide dig, men du kan ikke længere betale gebyrer direkte på biblioteket.

I en kort overgangsperiode skal nogle mellemværender dog betales på biblioteket, som du plejer, og andre skal betales til Hedensted Kommune via ”Mit Betalingsoverblik”.

Vi gør vores bedste, for at overgangsperioden bliver så kort som mulig.

Kan jeg betale via bibliotekets app eller på hjemmesiden?
Du kan ikke længere betale direkte i appen eller på hjemmesiden. Du vil dog blive guidet over til "Mit Betalingsoverblik" fra appen og fra hjemmesiden under ’Mine Sider’.

I overgangsperioden vil det tydeligt fremgå af vores hjemmeside og app, hvilke mellemværender der skal betales hvor.

Jeg kender ikke "Mit Betalingsoverblik", hvor finder jeg det?
’Mit Betalingsoverblik’ er det sted, hvor du kan se, hvad du skal betale til kommunen. Det er samme sted, der eksempelvis betales for institutionsplads, renovation osv.

Du finder "Mit Betalingsoverblik" på Hedensted Kommunes hjemmeside, eller du kommer direkte til "Mit Betalingsoverblik" her...

I "Mit betalingsoverblik" kan du betale med kreditkort og MobilePay.
Du kan til enhver tid også betale din regning i din netbank.

Jeg ved, jeg har et gebyr, der skal betales, men jeg har ikke fået nogen besked?
Der kan gå op til 24 timer, før du kan betale din regning på "Mit Betalingsoverblik".

Jeg har fået et gebyr, men det stemmer ikke med det beløb, jeg kan se på "Mit Betalingsoverblik"
I bibliotekets app eller på hedenstedbib.dk kan du se en saldo på det, du skylder på biblioteket. Men der kan være kommet et rykkergebyr, hvis ikke du har betalt i tide. Det fulde beløb, du skylder, kan du altid se på "Mit Betalingsoverblik".

Jeg har fået et krav om erstatning for et bortkommet lån. Kan mit barn betale sin regning på biblioteket?
Nej, fremover vil forældre eller værger få regning for erstatningen tilsendt i e-Boks, og regningen skal betales på "Mit Betalingsoverblik" eller via netbank.

Jeg kan ikke finde ud af at betale min regning, hvad gør jeg?
Kontakt biblioteket på telefon 79741370 eller på mail: hedenstedbib@hedensted.dk eller spørg personalet på biblioteket. Så vil vi guide dig til "Mit Betalingsoverblik". Husk at have dit Nem-Id klar.

Hvorfor får jeg en rykker?
Det er fra 1. marts Hedensted Kommune, som inddriver de mellemværender, som vores lånere har. I Kommunens system er de afhængige af, at tingene bliver betalt til tiden, og derfor bliver der pålagt et rykkergebyr, hvis der ikke betales til tiden.