Tekst, Vitaminer til krop og hoved for seniorer
Seniorer går i skov
Seniorer laver mad over bål

Masser af fælles oplevelser og gode snakke

22.06.21
Hold hjernen frisk forløbet for seniorer gav masser af fælles oplevelser og gode snakke.

For anden gang har vi på Hedensted Bibliotekerne afviklet vores ”Hold hjernen frisk” forløb, hvor aktive seniorer blev udsat for en god blanding af forskellige aktiviteter.

Med udgangspunkt i natur, bevægelse, kultur og fællesskab samledes 20 deltagere hver tirsdag i dette forår til en bred pallette af oplevelser, der både gav vitaminer til krop og hoved. Blandt mange ting bød programmet eksempelvis på:

  • guidet traktortur på Hjarnø
  • madlavning over bål med spejdere fra Juelsminde
  • musikworkshop på Uldum Mølle med hjælp fra korleder Annelise Corydon Frederiksen, der hjalp os med at holde takten

Så deltagerne prøvede kræfter med lidt af hvert, ja selv en mordgåde blev de stillet over for at løse, da de mødte hinanden for første gang.

I bedste corona-venlige stil blev alle aktiviteter afholdt udendørs og til trods for en meget våd maj måned, blev det heldigvis kun til en enkelt aflysning pga. vejret.
Og selvom vi mødte forskellige småudfordringer undervejs i forløbet, var der altid en rigtig god stemning blandt deltagerne. Der er ingen tvivl om, at den hårde coronatid har haft betydning for ønsket om og behovet for at være fælles om noget.

Det har været en stor fornøjelse at arrangere aktiviteter for en gruppe af mennesker, der havde en så positiv og engageret tilgang til programmet.
Den positivitet er kommet til udtryk flere gange, blandt andet har en af deltagerne udtalt følgende om forløbet.

”Det har været spændende og varieret. Jeg har glædet mig til hver gang og har fået gode ideer til fremtidige ture” sagde én af deltagerne

Netop fordi der har været så stor succes med de to ”Hold hjernen frisk” forløb, som vi har afholdt i henholdsvis efteråret 2020 og foråret 2021, arbejder vi på muligheden for at udvikle et lignende program. Bliver dette en realitet, vil det ikke – som de to foregående gange - være en del af det nationale projekt ”Hold hjernen frisk” fra DGI, men i stedet et lokalt tiltag, der i givet fald vil komme til at indeholde nogle af de samme ingredienser.