Hedensted Bibliotek

Nyheder om Det kulturelle Forsamlingshus

21.11.23
Information fra biblioteksleder, Heidi Kudahl samt Hedensted Kommune

Heidi Kudahl

Hedensted, den 21. november 2023

Kære læser, låner og bruger af Folkebiblioteket.

Vi ved en del mere vedr. de strukturelle forandringer, som er meldt ud på biblioteksområdet, end vi gjorde i august, men alt er endnu ikke på plads. 

Hedensted Bibliotek: 
Omdannes til et kulturelt forsamlingshus med plads til fællesskaber og fortællinger. Der bliver i januar nedsat en foreløbig rådgivningsgruppe med repræsentation fra bibliotekets nuværende og kommende brugere, som sammen med bibliotekets ledelse vil arbejde med, hvordan det kulturelle forsamlingshus skal fungere i dagligdagen. 
Frivillighuset er opsagt pr. 1. december 2023, og de sidste aktiviteter skal være flyttet inden for 12 måneder.

Juelsminde Bibliotek:
Det er politisk besluttet, at biblioteket foreløbigt skal flyttes til rådhuset tæt på skole, hal og børnehaven, og midt i store boligkvarterer. Næste skridt er at undersøge om og hvordan denne løsning teknisk og praktisk kan gennemføres. 

Uldum Bibliotek:
Bygningen sælges og der oprettes en Selvhenter-ordning i Uldum Fritidscenter. Biblioteksfunktionen fortsætter i den nuværende bygning indtil den er solgt. 

Tørring Bibliotek:
Vi forventer, at Tørring Bibliotek forbliver i Gudenåcenteret, sikkert frem til 2026. I denne tid skal der arbejdes med en fremtidig placering nær torvet. 

Hornsyld Bibliotek:
Biblioteksfunktionen forbliver på SIM (Skolen i Midten). I forbindelse med den planlagte ombygning af skolen, vil bibliotekets område blive væsentligt formindsket. Ombygningen er planlagt til 2027.

Mens alt dette står på, fortsætter vi arbejdet for fuld kraft.

Bibliotekerne er åbne, der er fuld gang i indkøb af efterårets nye bøger, vi er i gang med et spændende arrangementsprogram, skoletjenesten vil fortsat besøge alle skolebørn hvert år, vi fortsætter vores klubber, højtlæsningsarrangementer og vandreture samt vores krea- og håndarbejdsaktiviteter er i gang. 

Og så står vi som sædvanlig klar med god faglig betjening, uanset om du mangler inspiration til den næste bog, materiale til en opgave, en bestemt strikkeopskrift eller hvis du bare har lyst til at være på biblioteket alene eller sammen med andre.  
 

Mange hilsner og på gensyn her på Folkebiblioteket. 

Heidi Kudahl
Leder af Hedensted Bibliotekerne
heidi.k.sorensen@hedensted.dk
Telefon: 2934 5282

Heidi Kudahl

Hedensted, den 24. august 2023

Kære læser, låner og bruger af Folkebiblioteket

Vi ved det ikke!

Det er lige nu overskriften på de mange forandringer, som er meldt ud vedr. bibliotekernes fysiske placeringer i Hedensted Kommune. Vi ved ikke præcist, hvad der kommer til at ske eller hvornår det sker.

Hen over de næste måneder vil Udvalget for Fællesskab som bl.a. har ansvaret for bibliotekerne, undersøge mulighederne og finde de bedst mulige løsninger inden for de rammer som er vedtaget af hele kommunalbestyrelsen.

MEN der er også noget vi ved.

Bibliotekerne er åbne, der er fuld gang i indkøb af efterårets nye bøger, vi er klar med et spændende arrangementskatalog, skoletjenesten vil fortsat besøge alle skolebørn hvert år, vi fortsætter vores klubber, højtlæsningsarrangementer, vandreture, krea- og håndarbejdsaktiviteter på fuld kraft.

Og så står vi som sædvanlig klar med en god faglig betjening, uanset om du mangler inspiration til den næste bog, materiale til en opgave, en bestemt strikkeopskrift eller hvis du bare har lyst til at være på biblioteket alene eller sammen med andre. 

Vi glæder os til et efterår med masser af gode historier, snak, samvær og stille stunder - og til at begynde at få bundet gode sløjfer på alt det nye som er meldt ud. 

Mange hilsner og på gensyn her på Folkebiblioteket. 

Heidi Kudahl
Leder af Hedensted Bibliotekerne
heidi.k.sorensen@hedensted.dk
Telefon: 2934 5282

Information fra Hedensted Kommune den 24. august 2023

Hedensted Kommune opsiger lejemål og sælger enkelte bygninger

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2023 blev der nedsat et kapacitetsudvalg, som fik til opgave at arbejde med et forslag til, hvordan kommunen kan udnytte sine bygninger bedst muligt, reducere udgifterne til bygninger og lokaler og samle administrative funktioner på færre kvadratmeter. Det forslag, som vedrører blandet andet biblioteker og frivillighuse, blev umiddelbart før sommerferien godkendt af en enig kommunalbestyrelse.

For bibliotekerne betyder det bl.a. at:

  • Biblioteksbygningen i Uldum sælges. Det skal undersøges, om der kan etableres en lokal biblioteksfunktion, evt. i lighed med de ordninger som findes i Lindved og Glud.
  • Biblioteksbygningen i Juelsminde sælges. Biblioteket vil blive genetableret i en anden kommunal ejendom. 
  • Bibliotekslokalerne i Gudenåcentret skal bruges til administrative funktioner. Det skal derfor undersøges, om biblioteket kan flyttes til Tørring midtby.
  • Hornsyld Bibliotek flytter fra Skolen i Midten til Hornsyld Skole.
  • Hedensted Bibliotek skal frem over huse de nuværende aktiviteter i frivillighuset Østerbrogade. 

Hvordan udmøntningen i praksis vil blive gennemført, og hvad tidsplanen bliver for de enkelte elementer i planen, skal nu drøftes i Udvalget for Fællesskab. 

For mere information:
Kasper Glyngø, form. Udvalget for Fællesskab, tlf.: 2924 4174
Lars Jensen, form. for Kapacitetsudvalget, tlf.: 2014 0990
Heidi Kudahl Sørensen, Biblioteksleder, tlf.: 2934 5282