Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

Omfangsrig og visuelt flot bog om universet for folkeskolens ældste elever

Beskrivelse

Bogen starter med et afsnit om alt det, vi endnu ikke ved om universet. Herefter er der et langt afsnit udelukkende om solsystemets oprindelse, planeterne, asteroider og oplysninger om Kopernikus og Galilei. Dernæst handler det om universet som helhed, The Big Bang, universets udvidelse og Johannes Kepler. Det sidste afsnit i bogen handler om astronomi, Tycho Brahe, sol- og måneformørkelser og jagten på en ny jord. Bogen afrundes med en beskrivelse af, hvordan du selv kan udforske universet ved hjælp af Google Sky Map. Stort set alle sider indeholder faktabokse med oplysninger og visualisering af det pågældende emne

Vurdering

En grundig gennemgang af universet for de større, videbegærlige børn og unge. Bogens layout er flot og indbydende, og der er med garanti ny information til målgruppen, også selvom de har læst de fleste bøger om emnet på hylden i børnebiblioteket. Bogen er hæftet som et magasin og ligner en udvidet udgave af Illustreret Videnskab

Andre bøger om samme emne

Der findes en del litteratur om samme emne, fx Astronomiens og universets historie, men indeværende bog ligger lige et niveau over i sværhedsgrad, så de mest videnshungrende børn og unge bliver tilfredsstillede