Flytning

Her kan du læse alt vedrørende flytning af Juelsminde Bibliotek fra Wedelsgade 1 til Tofteskovvej 4 (Juelsminde Rådhus).

Her kan du læse mere om flytningen af Juelsminde bibliotek

I foråret 2024 skal biblioteket i Juelsminde flytte fra Wedelsgade 1 og sammen med rådhuset på Tofteskovvej 4.
Rådhuset bliver et borger og demokratihus – et kulturelt forsamlingshus, hvor biblioteket kommer tæt på børnehave, skole og hal midt i det store boligkvarter. Vi glæder os til at kunne byde velkommen i de nye lokaler, når biblioteket åbner den 1. juni 2024.

OBS! på lukkedage efter 7. april 2024
Sidste åbningsdag i Wedelsgade bliver d. 7. april 2024, men allerede fra onsdag d. 10. april er vi klar med et midlertidigt POP-UP bibliotek på Tofteskovvej 4.
Det betyder dog, at der vil være et par dage fra d. 8. april frem til 10. april, hvor biblioteket vil være lukket, og hvor du ikke kan afhente reservationer eller aflevere dine lån.

Vi hjælper gerne, hvis du som låner har reserveringer, der skal afhentes eller lån der skal afleveres i lukkeperioden og ikke har mulighed for at hente eller aflevere før d. 8. april. 2024.

Om POP-UP Biblioteket
Mens vi flytter og indretter det nye bibliotek åbner vi et POP-UP bibliotek på den nye adresse Tofteskovvej 4 onsdag d. 10. april.

I POP-UP biblioteket kan du hente og låne dine reserveringer, aflevere dine lån, samt benytte printer og PC. Du kan også låne de materaler andre lånere har afleveret. 

Åbningstider for POP-UP:
Mandag-onsdag kl. 9.00 – 15.00

Torsdag kl. 9.00 – 17.00

Fredag kl. 9.00 - 13.00

Der er personale på i tidsrummet 9.00 – 12.00

Flyttedag: Dit kulturelle forsamlingshus flytter ind på Juelsminde Rådhus

Biblioteket i Juelsminde rykker i nye rammer. I løbet af de kommende måneder flytter Juelsminde Bibliotek sine aktiviteter fra Wedelsgade til Juelsminde Rådhus, hvor biblioteket får ny base i de kommende år. Det giver en række spændende muligheder for både bibliotek og borgere, og er samtidig med til at slanke kommunens bygningsmasse. Den nuværende biblioteksbygning bliver 1. maj overtaget af en lokal ejendomsudvikler, som ser et stort potentiale i Juelsminde.  

Juelsminde Bibliotek flytter i løbet af foråret ind på Juelsminde Rådhus - og blandt andet tættere på byens børn og unge. Hedensted Kommune har de seneste år haft fokus på at udvikle bibliotekerne. Blandt andet med afsæt i en ny biblioteksstrategi og konceptet om "dit kulturelle forsamlingshus". Samtidig er der behov for at slanke kommunens bygningsmasse. 

Med flytningen af Juelsminde Bibliotek kombineres de to hensyn i en og samme manøvre.

Flytningen betyder, at der kommer endnu mere liv på Juelsminde Rådhus, hvor biblioteket flytter ind – og forventes at åbne gradvist op i april. I første omgang gennem en slags pop-up bibliotek i rådhusets normale åbningstid.

Flytningen giver ifølge Kasper Glyngø, formand for Udvalget for Fællesskab, god mening, og han håber borgerne vil tage godt imod det nye bibliotek:

- Jeg synes, at vi har ramt en rigtig fornuftig løsning. På den ene side kobler vi biblioteket tættere med skolen, børnehaven, hallerne og et stort boligområde, og dermed de børn og unge, som vi gerne vil se endnu mere. På den anden side løser vi en bunden opgave med bedre udnyttelse af kommunens bygninger. Det giver mulighed for både at udvikle vores bibliotekstilbud og den eksisterende biblioteksbygning tæt på havnen i Juelsminde. Så jeg håber, at alle vil tage godt imod biblioteket, når det slår dørene op på rådhuset.

Leder af Hedensted-bibliotekerne Heidi Kudahl supplerer:  

- Rådhuset er en spændende og karakterfuld bygning, hvor vi kan lægge lokaler til arrangementer og foredrag, og hvor der også er rum til både de klassiske biblioteksfunktioner og til at tænke kreativt. Det glæder vi os rigtig meget til at vise vores brugere. Lige nu er vi i fuld gang med at se på, hvordan vi konkret får indrettet arealerne, så vi får skabt et endnu mere mangfoldigt og spændende miljø omkring rådhuset, uden at komme i vejen for de eksisterende funktioner.

Der lukkes for udlån på biblioteket i Wedelsgade den 7. april, mens der åbnes gradvist for bibliotek på Juelsminde Rådhus den 10. april. Det forventes, at biblioteket åbner fuldt ud pr. 1. juni.

Køber af den eksisterende biblioteksbygning er KK Ejendomme Juelsminde, hvor ejer Kristian Kobbelgaard ser et stort potentiale i den nuværende biblioteksbygning:

- Vi har ikke køreklart projekt klar for ejendommen endnu, men med de mange udviklingsplaner og investeringer, som vi kommer til at se i Juelsminde de kommende år, så er det meget attraktivt at udvikle moderne boliger og fortætte bymiljøet i havneområdet, for beliggenheden fås ikke meget bedre. Derfor slog vi til, da muligheden bød sig, og vi glæder os til at udforske mulighederne i den kommende tid – selvfølgelig i god dialog med både naboer og kommune.

FAKTA:

Juelsminde Bibliotek flytter fra Wedelsgade 1 i Juelsminde til Juelsminde Rådhus i løbet af foråret.
Sidste åbningsdag i lokalerne i Wedelsgade bliver den 7. april 2024.
10. april åbner der pop-up bibliotek på Juelsminde Rådhus, med en kapacitet som gradvist udvides. 

I perioden fra 10. april til 1. juni vil biblioteket være åbent i rådhusets åbningstider, som er:

  • Mandag - Onsdag: 9:00-15:00
  • Torsdag: 9:00-17:00
  • Fredag: 9:00-13:00
     

Biblioteket på Juelsminde Rådhus forventes at åbne fuldt ud pr. 1. juni 2024.
Salget af Juelsminde Bibliotek er en del af Hedensted Kommunes indsatsområde

”Tættere sammen”, som skal medvirke til, at kommunens kvadratmeter udnyttes bedre.

Kontakter

Kasper Glyngø
Formand for Udvalget for Fællesskab, Hedensted Kommune
Tlf: 29 24 41 74
Kasper.Glyngoe@hedensted.dk

Heidi Kudahl
Leder af bibliotekerne i Hedensted
Tlf: 29 34 52 82
Heidi.Kudahl@hedensted.dk

Kristian Kobbelgaard
Ejer KK Ejendomme Juelsminde
Tlf:25 21 18 65
kk@mkel.dk