De tre bukkebruse
Tag med på eventyr!
Hvad?
Introduktion til eventyr, dramatisering og rollespil.
Hvordan?
En børnebibliotekar kommer ud i dagtilbud, eller I kommer ind på en af Hedensted Kommunes folkebiblioteker. Forløbet tager udgangspunkt i eventyret “De tre bukkebruse” og understøtter børnenes læring gennem dramatik, leg og fælles fortælling. Gennem dialog med bibliotekaren introduceres børnene til genren eventyr, hvorefter fortællingen levendegøres gennem rollespil, hvor børnene aktivt deltager og skiftes til at indtage roller i historien. Forløbet afsluttes med, at vi læser en bog om ”De tre bukkebruse.”
Hvorfor?
Børnene får kendskab til eventyr, som en bestemt genre. Igennem rollespil kan børn udforske komplekse følelser, som fx glæde, at være bange og modig, på en legende måde, hvilket øger deres selvforståelse og sociale kompetencer. Børnene øver sig i selv at være historiefortællere, hvilket kan styrke deres kreativitet.
Hvem?
Arrangementet er for de 3-6-årige, og afholdes for max 8 børn ad gangen.
Hvor længe?
Forløbet varer ca. 30 minutter.
Kontakt
Yderligere information ved henvendelse til børnekulturformidler, Majken Salomonsen majken.salomonsen@hedensted.dk eller tlf. 20426560.
Forløbet understøtter flere læreplanstemaer:
Alsidig personlig udvikling
Børnene får mulighed for at udforske og udtrykke følelser som glæde, spænding, frygt og mod i en tryg og legende ramme. Ved at indtage forskellige roller styrkes børnenes selvforståelse, mod og evne til at turde træde frem i fællesskabet.
Social udvikling
Rollespillet kræver samarbejde, turtagning og fælles opmærksomhed. Børnene øver sig i at indgå i et fællesskab, lytte til hinanden og respektere fælles rammer, hvilket styrker deres sociale kompetencer.
Kommunikation og sprog
Gennem dramatisering, gentagelser og fælles oplæsning udvikler børnene deres sproglige kompetencer, fortællelyst og forståelse for historiens opbygning. De får erfaring med selv at være medskabere af fortællinger, hvilket understøtter deres narrative kompetencer og kreativitet.
Kultur, æstetik og fællesskab
Børnene møder et klassisk eventyr og får indsigt i en del af den fælles fortælletradition.