Kulturpiloter 

Logo for Kulturpiloter på Folkebiblioteket i Hedensted Kommune
Foto: Canva

Hvad er en Kulturpilot?

På Folkebiblioteket i Hedensted Kommune har vi unge mellem 13 og 18 år ansat som Kulturpiloter. Kulturpiloterne skaber oplevelser, aktiviteter og events for andre børn og unge. Det kan være tilbagevendende aktiviteter, som fx brætspilsklub, Pokemon-klub, DIY-klub, Fantasifabrikken eller Krea-læseklub, men det kan også være enkeltstående events, som et Among Us-arrangement, en tegneworkshop, eller hjælp til indretning af ungeområde samt udstillinger. 

Kulturpiloterne bestemmer selv, hvad de vil lave, og biblioteket hjælper og understøtter med både idéer, planlægning og grej. Kulturpiloterne er værter på deres egne aktiviteter, hvilket biblioteket selvfølgelig klæder dem på til, så de hjælper, smiler og snakker med aktivitetens deltagere. 

Kulturpiloterne hjælper også til ved andre af bibliotekets arrangementer, som fx Hurlumhejdag og LørdagsKrea. 

Der er altid bibliotekspersonale til stede, når Kulturpiloterne er på arbejde.

Vi har Kulturpiloter på bibliotekerne i Juelsminde og Hedensted. 

 

Hvorfor ansætte Kulturpiloter?

Gennem ansættelsen får de unge ansvar og indflydelse på bibliotekets tilbud samtidig med, at de opbygger kompetencer inden for planlægning, samarbejde og formidling. En biblioteksformidler varetager kontakten og understøtter samarbejdet mellem de unge samt koordinerer indsatsen. 

Indsatsen styrker unges deltagelse og medskabelse, og bidrager til biblioteket som et relevant og attraktivt mødested for børn og unge. 

Pt. er der syv Kulturpiloter ansat, og biblioteket fortsætter arbejdet med at forankre unges medskabelse som en central del af Folkebibliotekets udvikling. 

 

Vil du vide mere?

Kontakt Nana Mikkelsen på mail Nana.Mikkelsen@hedensted.dk eller mobil 23 61 29 36.

 

I dette forår står Kulturpiloterne for disse aktiviteter på bibliotekerne: 

DIY -klubben for børn fra  2. klasse og opefter - i Hedensted

Pokemon Klubben for børn fra 3. til 7. klasse - i Juelsminde

Fantasi-fabrikken for børn fra 2. klasse og opefter - i Juelsminde

Kreativ Læselounge for unge mellem 14 og 17 år -  i Hedensted 

Blood on the clocktower for børn fra 12 år - i Hedensted 

Assistance i forhold til indretning af områder til unge og afklaring af, hvad unge ønsker sig af biblioteket.