Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Kort om bogen

Denne inspirationsbog, hvor man kan bygge sin egen madpakke, henvender sig både til dem, der gerne vil have ny og lidt anderledes inspiration til deres madpakker, og til dem der godt kan lide bøgerne med "Byg din egen"-konceptet

Beskrivelse

Bogen har en dobbeltsidet indholdsfortegnelse med 30 forskellige opskriftsvariationer på madpakker. Den indledes med grundopskrifter på forskelligt brød, mayonnaise og remoulade. Herefter er der blot at vælge og mixe sine madpakker. Bogens sider er delt i tre "lag", som vi kender det fra de tidligere "Byg din egen"-bøger. Den øverste del er det lidt lettere som fx ostehaps, grissini, frugtspyd osv. De to nederste lag har de mere mættende elementer i madpakken som brød, kød, grønt osv. Ingredienserne er alment kendte og kan købes i supermarkederne. Bogen har spiralryg med fast ryg udenom og er illustreret med tegninger

Vurdering

Bogen er i samme stil, udseende og opbygning som de tidligere "Byg din egen"-bøger som fx Byg din egen lagkage og Byg din egen cupcake. Spiralryg er normalt ikke så biblioteksegnet, men her er der fast ryg udenom, og opdelingen i de tre lag er godt tænkt. Her er også en del anderledes inspiration som fx broccolivafler - eller hvad med indbagt burger?

Andre bøger om samme emne

Der er en del andre gode bøger med madpakkeforslag, fx Super snacks og Sunde madpakker. "Byg din egen"-bøgerne er mere i den sjove ende