Projekt Børnene Bestemmer – Når børn tager ansvar for egen læselyst 

"Jeg synes, at det er godt, at man selv må vælge en bog til biblioteket, fordi så gider man at læse den." – Villum, elev på Rask Mølle Skole. 

Af Dorthe

Projekt Børnene Bestemmer havde til formål at skabe mere lyst, glæde, fællesskab og kultur for læsning for eleverne på 8 af kommunens skoler. 

Ved at blive ansat som læseambassadører fik børnene mulighed for at sætte deres eget unikke aftryk på både indkøb af skolebibliotekernes samling af frilæsningsbøger, samt formidlingen af disse. 

Læseambassadørerne havde to opgaver: 

  1. At finde ud af, hvilke bøger, der skulle købes ind til deres skolebibliotek.
  2. At formidle bøgerne for skolekammeraterne via forskellige aktiviteter. 

Udover at skrive jobansøgning og være til jobsamtale, gennemførte læseambassadørerne flere kurser på biblioteket, hvor de lærte at lave spørgeskemaundersøgelser, at købe ind til forskellige målgrupper, samt fik idéer til formidlingsaktiviteter og planlægning heraf. 

Både tovholdere og læseambassadører har berettet om stor aktivitet og entusiasme fra eleverne omkring de nye bøger, der samtidig har bevirket en ny interesse og nysgerrighed for skolebibliotekerne. 

Projektet har på flere skoler givet anledning til at revidere skolernes samling, og få skabt plads til de nye bøger, som læseambassadørerne har udstillet på sjove måder. 

Derudover har læseambassadørerne blandt andet afholdt læsecaféer, booktalks, konkurrencer og højtlæsning. 

 

Efter endt projekt har samtlige tovholdere erfaret, at elevernes ejerskab til de nye bøger direkte afspejles i en øget lyst til at læse. 

Tovholderne vil meget gerne fortsætte samarbejdet med Folkebiblioteket om at styrke Hedensted Kommunes børns læselyst, fortsætte metoden med at børn tager ansvar for egen læselyst og i det hele taget have mere af Børnene Bestemmer. 

"Projekt Børnene Bestemmer har været med til at skabe en kulturændring her i forhold til vores bibliotek og i forhold til elevernes [red.] tilgang til bøger og til læsning." – Maja, lærer på Rask Mølle Skole 

"Jeg ved, at nogle af mine venner er begyndt at læse meget mere, fordi det var, at de selv måtte vælge en bog, og det syntes de bare alle sammen er mega mega fedt." – Emil, elev på Rask Mølle Skole 

 

FAKTA

  1. Projektet blev gennemført med et tilskud på 400.000 kr.
  2. 8 skoler deltog: Hornsyld, Tørring, Stouby, Rårup, Ølholm, Stenderup, Rask Mølle og Skolen i Midten – i alt 1.572 elever.
  3. 2.475 nye bøger blev indkøbt.
  4. Folkebiblioteket var projektejer og projektleder.
  5. Projektet blev gennemført i 2025