Børn & familier

Valgsejr til Møgmis

”Ja til retfærdighed” – det slogan har virkelig ramt plet hos børn i hele landet.

Af Dorthe

Et kæmpe klap, trommehvirvel og high-five til alle de fantastiske børn, der har stemt – både her hos os på Juelsminde, Tørring, Hornsyld og Hedensted og på tværs af hele landet. I gør demokratiet levende.

Over 23.000 børn har lagt en stemme i urnen siden 27. oktober, og med hele 6.336 stemmer blev det den hævntørstige (men retfærdige) kat Møgmis, der løb af med sejren i Bibliotekernes Børnevalg 2025. 

Også lokalt tog Møgmis en klar sejr – skarpt forfulgt af Hunden Ib.

Børnevalget er skabt af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne sammen med biblioteker over hele landet – som en sjov og meningsfuld måde for børn at prøve kræfter med demokrati.

Bag Møgmis står forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab, som siden 2022 har skabt syv bøger om Møgmis og Sivert – og nu også en vinder. Med valgsejren er Møgmis nu i fint selskab med tidligere vindere af Børnevalget som Ternet Ninja, Eddie og Vildheks. 

Tak til alle jer børn, der stemte hos os – I har været helt fantastiske.